Hvorfor skrive historier?

Da jeg begyndte at skrive på min første historie, dukkede der lynhurtigt ideer op til mange flere historier om alle mulige emner. Og hvis der er nogen, der skal have mulighed for at læse dem, så er jeg jo nødt til at skrive dem ned og udgive dem 🙂

Den første historie om Pernille, som flytter fra Sjælland til Jylland og starter en ny tilværelse, boblede frem sidst på sommeren 2020, hvor jeg gik og plukkede hindbær i haven. Sådan lidt dagdrømmeri, som tog overhånd og som jeg blev nødt til at forsøge at skrive ned.

Da jeg havde skrevet 20 sider, skrev jeg dem ud og gav dem til et par læselystne veninder og bad dem om lidt feedback. Der gik ikke længe, før de bad om flere sider, for de ville bare vide, hvad der skete videre med Pernille og alle hendes ny venner.

– og så var jeg jo nødt til at fortsætte. Ikke, at det var et problem: Historien voksede frem, næsten af sig selv.  Undervejs har jeg selvfølgelig fået hjælp af kompetente folk, som for eksempel min skønne veninde Rie, som har mange års erfaring som læser og underviser. En kvinde, som jeg stoler på i bedømmelsen af mine skriblerier og som ikke er blev for at sige, når det er noget skrammel jeg skriver. Tak for det.

Jeg har ikke faste ritualer omkring det at skrive. Eller på hvordan det ydre skal være for at kunne skrive. Det er helt klart sværere at skrive i solskin fremfor i regn – for hvis solen skinner, vil jeg meget hellere futte rundt udenfor. Om vinteren skriver jeg når som helst – om sommeren skriver jeg typisk lidt i de tidlige morgentimer og midt på dagen, hvor man alligevel skal være inde i skyggen.

Men hvorfor skriver jeg? Tja, fordi jeg ikke kan lade være! Og fordi det er en måde at holde styr på de mange historier, der bobler rundt i mit hoved. Så kan jeg håbe på, at der er andre, som finder mine historier så tilpas interessante, at de får lyst til at købe bøgerne.