Den seneste weekend blev brugt på en tur rundt i skønne Danmark i selskab med min fru moder.

Det blev til besøg på museum og familien. Noget af familien har jeg faktisk ikke set i en del år, og jeg kan ikke skyde skylden på Corona for det!

Første stop på turen var på Clay Keramikmuseum i Middelfart. Spændende kunst og brugskunst i smukke, smukke omgivelser med udsigt direkte ned til Lillebælt. Museet ligger virkelig smukt og er indrettet med stor respekt for det oprindelige hus og naturen (store dele af museet er gravet ned i en skrænt). Udstillingerne var absolut interessante. Der var blandt andet en serie dansk designede og producerede stel. Alt fra Flora Danica til Mega Mussel. Og den permanente del af udstillingen var bestemt også værd at bruge tid på.

Videre langs kysten til Assens, Fåborg, Svendborg og Rudkøbing, hvor vi skulle med færgen til Marstal. Den skønne by, som er næsten lige så fantastisk som Ebeltoft ( 😊 ), hvor jeg jo har slået mig ned. Besøg hos familien og genoplevelse af fester i sejlklubben Østerled – og hvornår var det nu det var? Ja, efter lidt søgen rundt fandt jeg svaret på brormands hjemmeside med familiebilleder (tak for hjælpen!): August 2006. Tja, tiden går … Men der var lige så dejligt som den gang, så det blev til udflugt til Ærøskøbing med shopping i Den Gamle Købmandsgård og sightseeing af de små snoede veje. En eftermiddagsvandring rundt på de toppede brosten og ud til den gamle kalkbrænderovn. Og turen til Marstal blev fuldendt med en gang rejepilning, så der kunne spises højt belagte rejemadder.

Dodekalitten på Lolland skulle vi også lige se på vores vej mod Sjælland. En fin vandretur gennem skoven og hen over markerne op til toppen til de imponerende statuer. Nogle mere færdige end andre, men det er jo et projekt, der udvikler sig over tid. At sidde på stenene ved hver statue og opleve lyden og så flytte sig til kredsens midte og få alle lydene med var fascinerende. Jeg kan klart anbefale at lægge vejen forbi. Turen kunne måske udvides med et smut til Femø eller Fejø?

Næste sidste ben på turen var til mosters hyggelige kolonihavehus med besøg af ældste nevøen, som jeg heller ikke havde set i en rum tid. Frokost, spil og puslespilslægning til at fordrive tiden med. Perfekt i et kolonihavehus. Og så var det af sted til Odden Færgehavn og færgen til Aarhus.

Danmark er dejligt og jeg tror, at de fleste af os synes, at VI bor det skønneste sted. Mange af stederne har en del til fælles – som eksempelvis Marstal og Ebeltoft med de smalle brostenbelagte gader med små gamle huse med blomstrende stokroseidyl. Og det er skønt at besøge alle de andre fine steder – men måske skal vi så vende hjem til de vante omgivelser og lege lidt turist, så vi kan finde frem til lidt flere detaljer, som tiltaler os særligt ved hjemstavnen.

Jeg skal i hvert fald på vandretur igennem sensommerens Ebeltoft og snuse mig frem til flere skønne og spændende lokationer, som kan bruges i mine næste bøger. Måske ses vi derude?