Denne uge har budt på lidt af hver. Jobsamtale. Besøg hos venner. Den ugentlige træning med løb og styrke. For ikke at glemme den tid, der blev brugt på at skrive videre på næste værk. Især besøgene hos de gamle venner fik mig til at tænke over venskaber i al almindelighed. Hvordan og hvorfor er det lige disse mennesker, som blev mine venner? Og hvordan holder man egentlig liv i et venskab?
Jeg har flyttet rigtig meget, inden jeg landede i Ebeltoft. Og det har kostet rigtig mange venskaber. Nogle venskaber var bare ikke stærke nok til at klare afstanden og de sporadiske møder. Derfor ebbede de lige så stille ud. Nogle venskaber forsvandt, fordi jeg måske ikke altid havde overskud til at være dén, der skulle tage initiativet. Og måske havde vennerne heller ikke altid overskud, fordi de havde børn, krævende jobs og en omgangskreds, der hvor de nu boede.
Måske ebbede nogle venskaber ud, fordi den ene part flyttede sig, foretog en mental rejse med udvikling og landede et helt andet sted efterfølgende. Et sted, hvor man ikke selv følte sig godt tilpas eller måske ikke inviteret til at være med. Det kan være et job, en uddannelse, et kursus eller terapiforløb, der skaber ændringen, så vi bliver nogle andre, end dem vi var, der vi gik ind i forløbet. Og måske bliver uigenkendelige for vores gamle venner, som ikke har deltaget i rejsen?
Nogle gange møder vi mennesker, som vi omgående klikker med. Andre gange skal det lige som vokse frem. Nogle gange møder man et menneske, som man brændende ønsker, at man kunne blive ven med, men måske sker det aldrig, og hvorfor ikke?
Nogle venner har bare været der altid. Man kan dårligt huske, hvornår man mødtes første gang eller også kan man huske det, fordi det var en helt særlig dag. Som første skoledag? Til et bryllup? Og selv man ikke ses mere end nogle få gange om året, så gør det ingenting. Når man endelig ses, så nærmest fordamper den mellemliggende tid i samme øjeblik, man siger goddag. Ved afskeden lover man højt og helligt, at denne gang skal der ikke gå nær så lang tid før man ses igen. Det sker sjældent, for når vi kommer hjem, så går der hverdag i den, men på besynderligvis er der nogle venskaber, der sagtens kan overleve alligevel.
Som single har jeg ind imellem haft oplevelsen af, at jeg oftere har brug for at være den udfarende, når jeg har lyst til at se venner. Fordi vennerne ofte har en kone eller mand og håbefulde efterkommere og dermed får tilfredsstillet en stor del af deres sociale behov gennem familien i dagligdagen. Og de mange flytninger har gjort, at jeg har måtte melde mig ind i foreninger, gå på aftenskole og så videre for at møde nye mennesker i mit nye lokalområde. Nogle steder har det været rigtig svært at skabe en omgangskreds, som man kunne stikke hovederne sammen med for en kop kaffe uden at det skulle planlægges flere uger i forvejen.
Andre steder har det været lettere. Det bedste sted har været her i Ebeltoft. Her har jeg virkelig mødt fantastiske venner, som bor tæt på og så som jeg oftest ser flere gange om ugen. Hvor vi ikke behøver at lave noget særligt hver gang for at bygge videre på venskabet. Det er tilstrækkeligt at løbe en tur, drikke en kop kaffe eller bytte strikkeopskrifter. Intet mindre end fantastisk!
Jeg ønsker for jer alle derude, at I har gode venner. Nogle tæt på, som I kan se ofte og nogle lidt længere væk, som kræver, at vi gør en ekstra indsats. For venner er bare SÅ berigende og skønne at have – både på de glade, som på de mere triste dage. Gør selv en indsats for at vise jeres venner, at I påskønner dem.
Og hav så en helt fantastisk efterårsferie (hvis I er begavet med sådan én)!
Seneste kommentarer