… er et digt af Halfdan Rasmussen. Skrevet under den kolde krig med tanker om, hvordan de to store blokke truer med at fare i totterne på hinanden og dermed skabe en alt udslettende krig.

Den gang var det tydeligt, at vi havde brug for helte, som kunne forhindre en tredje verdenskrig. Og i dag har vi nok lige så meget brug for helte, der kan redde os for klimaforandringer og trusler om nye krige.

Men har vi ikke også brug for en anden type helte? Altså de der mennesker, som træder til og hjælper menneskene omkring dem? De fleste (mindre?) børn ser deres forældre som helte. Min ene niece havde i hvert fald en blind tiltro til, at hendes far kunne rydde alle forhindringer af vejen. Med udtalelser som: ”Gør ikk’ noget. Far laver,” hvis legetøjet var gået i stykker efter en lidt for hårdhændet behandling, udtrykte det lille nor sine forventninger til sin fars evner.

Jeg er i den heldige situation, at der findes helte rundt om mig. Venner, der træder til, når halvdelen af terrassen skal flyttes om på den anden side af huset, læses korrektur på nogle af mine skriblerier eller når det der stykke af huset, hvor jeg ikke selv kan nå, skal males – selvom jeg står på den høje stige. For mig bliver helte tit nogen, som har komplementære kompetencer i forhold til mine egne. Altså nogen, som kan noget helt andet end mig selv, så mine projekter bliver mere hel støbte.

Og så så jeg et program i TV om familier, der var gået kold i deres ombygningsprojekter eller ikke kunne få solgt deres hus. Og vupti trådte der en designer og en håndværker til, som nærmest for ingen penge fik lukket hullerne i væggene, malet, ryddet op og gjort projekterne færdige, så familierne stod med huse, der var til at bo i eller som kunne sælges, så de kunne komme videre i livet.

Jeg har heldigvis fået hjælp til at bygge om, fælde træer, flække brændet, male, ordne terrasser og anlægge have – ellers havde jeg aldrig klaret det hele! Tak til gode venner!

Men programmets designer og håndværker var jo ikke alene. Naboer og venner blev inviteret med til at sørge for, at projekterne blev landet på en ordentlig måde.

Min tanke er: hvorfor havde familierne ikke selv spurgt venner og familie om hjælp? Jeg tror på, at vi alle sammen kender nogen, som kan noget af det, vi ikke selv kan. Eller også kender vores venner eller familie nogen, som kan. Så hvad er det, der gør, at vi ikke får efterspurgt hjælpen?

Er det fordi vi ikke synes, at vi kan overskue projektet længere eller ikke helt ved, hvad der rent faktisk skal ske? Jamen, kan vi ikke også bede om hjælp til at få skabt overblik igen? Eller til at få den gode ide, der kan bringe os videre?

Eller er vi bange for, at vi ikke selv vil kunne returnere gestussen eller belønne vores helt på passende vis? Bange for at være til besvær? Eller er det, fordi vi er bange for, at andre skal opdage, at vi ikke er alvidende, perfekte eller kompetente?

Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at vi bekymrer os alt for meget. De fleste mennesker kan rigtig godt lide at hjælpe andre. Med stort og småt. Bare vi bliver spurgt, og modtageren giver udtryk for sin taknemmelighed for vores indsats, så det ikke bliver en selvfølgelighed.

Hvad med dig? Hvem hjælper dig? Og hvordan hjælper du andre? Kan du få dig til at spørge om hjælp hos venner og familie? Fortæl mig, om hvordan du forholder dig til hjælp. Jeg glæder mig til at høre om det – og på dén måde, så hjælper du faktisk mig!