– eller forårsfornemmelse på en søndag

Jeg har en ambition om at komme ud og gå en tur hver dag. Det lykkes sådan nogenlunde. Jeg elsker at gå i naturen omkring Ebeltoft, igennem bymidten ellers langs vandet. Det er en fantastisk måde at opleve og følge med i naturens, vejrets og årstidernes skiften. Den ene dag storm og højvande, næste dag næsten vindstille og lavvande. Fra den ene yderlighed til den anden.

I går eftermiddags tog jeg som så ofte en tur ned til vandet. Mens jeg gik, morede jeg mig over, hvordan himlen skiftede udseende, alt efter hvilken vej jeg så. Mod sydsydvest var der kig til det blå, og solen gemte sig lidt bag en vindflosset sky. Mod vest var himlen grå over Mols Bjerge og Trehøje. Mod nordvest var der hvide solbeskinnede skyer mod en grå baggrund og mod nord kom en gråblå regnsky buldrende over bakkerne bag byen.

Et fantastisk sceneri, som jeg oplevede i løbet af bare en lille times tid, hvor jeg gik knap fem kilometer. Det er jo mageløst, som naturen kan vise os så forskellige sider på kort tid og over kort afstand. Jeg elsker det! Og i dag er det igen skiftet: Himlen har fra morgenstunden været klarblå med, hvad englænderne vil kalde ”a crisp wind” – og nu efter frokost er det blæst op, så små skytotter suser afsted over himlen. Og det føles bidende koldt!

Men hvis du finder et hjørne med læ og solskin, så vil du kunne fornemme, at vi går mod lysere og varmere dage. Det skønne forår er på vej. Der er masser af små tegn derude. Erantis og vintergækker, der pibler op alle vegne, hvor solen varmer jorden op. Jeg har ikke tidligere haft erantis i haven, men i år var der en venlig sjæl, der kom forbi med en potte, så NU er der guld i min have! Et lunt pust af forår, der sammen med vintergækker og juleroser lige giver lidt kolorit på tilværelsen efter en grå og kedelig vinter.

Lad os komme ud og finde forårstegnene, for de er derude! God jagt.