Egentlig er jeg helt vild med natur. Jeg elsker at gå ture – gerne lange – ved stranden, i skoven eller langs markerne. Jeg er vild med at sidde og kigge ud over vandet, se hvordan farverne skifter hen over de forskellige typer havbunde (sand, sten, tang osv.). Ligge på ryggen i græsset og se på, hvordan skyerne forandrer form og bevæger sig hen over himlen. Eller hvad med at ligge i soveposen på drømmesengen og kigge på stjerne og spotte stjerneskud? Det er da fantastisk!
Eller når jeg vandrer rundt på mine ture – enten alene eller i selskab med gode venner og/eller veninder – og vi sammen identificerer alle mulige forskellige planter. Snakker om hvorvidt de kan spises og i så fald hvordan. Forsommerens blomster på hyldetræerne, der kan laves til dejlig saft (uh, det er lige snart!) eller marmelade. Sensommeren med de mange forskellige bær, der skal syltes, fryses eller trække med sukker og vodka til skønne drikke til kolde dage i løbet af efteråret og vinteren. Mmmm, man kan simpelthen smage sommerens solskin, når man tager et sip af brombærlikøren.
Jeg synes, at det er SÅ fedt at kunne se, om det er den ene eller den anden fugl. Altså at skelne lidt skarpere, end om det er en måge eller en ørn. Jeg fodrer om vinteren og ser gærdesmutten, rødkælken, dompap, bogfinke, solsorte, musvitter, skovspurve, jernspurve og mange flere. En gang imellem dukker sølvmåger, husskader og skovskaderne også op og skræmmer de små væk. Men dem skal der jo på en måde også være plads til.
At se musvågen svæve rundt på de brede vinger på de termiske opvinde. Rundt og rundt og rundt. Eller røde glenter, som vi heldigvis ser en del af her på Djursland. Falke, der muser og dykker efter deres bytte. Jeg synes, at det er vildt fascinerende. For et par år siden var jeg så heldig at se en havørn, der holdt til i nabolaget et par dage, inden den sikkert fløj videre mod Sverige og dens sommerkvarter. Hold da op, hvor var den stor!
Men de sidste par år er mit ellers så positive syn på naturen blevet kraftigt udfordret. Og det endda hjemme på min egen matrikel! Det var egentlig så yndigt, at råen dækkede sit lam af i min have og hentede den igen, og jeg kunne filme den, mens kiddet fik sig en tår mælk, inden de gik videre.
MEN jeg bliver alligevel pænt sur, når rådyrene spiser knopperne på mine roser og mine floks. Eller når en buk i foråret lige skal gnubbe gevirets bast af på mine små træer, så al barken er væk, og træerne dermed dør. Det er fint nok, at grævlingen graver i den såkaldte græsplæne for at finde larver, men det er super irriterende, når det er bedet med den spæde salat eller de ny såede bønner og ærter, som bliver vendt på hovedet for, at banditten kan få aftensmad!
SÅ bliver jeg altså temmelig gal på naturen, og så kan den godt holde sig væk et stykke tid!
Nu er bedene dækket med net og dug, så kålen og salaten forhåbentlig kan få lov til at vokse sig til en passende størrelse, så JEG kan få aftensmad!
Seneste kommentarer